Har du også en sejlerdrøm?

Skærmbillede 2015-01-21 kl. 13.53.58 Skærmbillede 2015-01-21 kl. 13.56.28

Har du en drøm om at krydse et ocean og ankomme til et eksotisk sted hvor bølgerne fra det azurblå hav, slår ind over en bountystrand omkranset af grønne palmer, mens lyden af regnskovens dyr strømmer dig i møde.

Temperaturen er omkring de 27 gr C. Du mærker en sval brise fra havet, mens du går med bare fødder i det varme sand i retning mod den særprægede lille by CharlotteVille, som ligger 10 minutters gang op gennem regnskoven.

På turen op ad den lille sti, fornemmer du en duft af sødme fra de eksotiske planter. Her summer af liv og lidt længere fremme, stopper du op for slukke tørsten i det krystalklare vand fra det lille vandløb.

Hvor regnskoven slutter, starter byen med nogle enkelte huse, som ligger med skøn udsigt ud over bugten. Rasterman tilbyder dig frisk coconut milk og solmodne bananer. En fisker bærer dagens fangst op til familiens hus, og nogle børn spørger dig på smukt engelsk : ”Where do you come from?”

Dette er ikke nogen drøm. Dette sted findes. Jeg har været der flere gange. Byen hedder CharlotteVille, og ligger på øen Tobago i Caribien.

Jeg sejler dertil i min sejlbåd og skal fejre jul og nytår i CharlotteVille i 2015. Bliver det sammen med dig? Drømmer du eller har du tænkt dig at gøre noget ved det? Nu får du nemlig muligheden for at deltage som gast (besætning) om bord på Taranga.

Afsejling fra Christians Havn 15. juli 2015 kl 15 med kurs mod Gran Canaria og i november måned krydser vi Atlanten. At deltage som gast kunne være en mulighed, hvis du drømmer om at sejle af sted i din egen båd en dag. Læs mere om min drøm HER

Den største frygt er forlis og sygdom på åbent hav. Derfor er skibet udstyret med nye navigations instrumenter, som er afgørende for en sikker sejlads. Moderne satelit kommunikation gør det muligt at komme i kontakt med land i nødstilfælde. Der er installeret nødvendigt grej som redningsflåde og nødsender. Derudover er der gummibåd, dykker udstyr og kompressor, når vi skal udforske livet under havoverfladen.

Det kan være en udfordring at leve tæt sammen med andre i længere tid, men hvis du har viljen, kan alt lade sig gøre. Også trods det faktum, at det kan blive dårligt vejr, og du måske bliver lidt søsyg i starten.
Mine 10 bedste råd mod søsyge får du HER
Er du i mental balance og god fysisk form, er du rigtig godt rustet til at være en del af dette sejler eventyr.

Vi er alle forskellige, og dette kan give anledning til frustration, når man bliver udfordret på områder, som uventet dukker op undervejs. Her er det vigtigt at du giver udtryk for din holdning – du er selv ansvarlig for en god stemning ombord og som i sidste ende giver en god fælles oplevelse.  Ombord på Taranga har vi et udtryk som hedder ”egentid”. Dette er en personlig udmelding, som kan benyttes, hvis man har behov for lidt tid alene. Sådan bliver du en god gast

Jeg, Søren Dahl, har gennem de sidste 11 år forberedt mig til denne sejlads. Skibet er optimeret fra køl til mastetop med alt det grej, som jeg vurderer er nødvendigt for en sikker og oplevelsesrig tur. Som udgangspunkt handler det om til alle tider, at holde saltvandet på ydersiden af skroget og ferskvandet på den indvendige side! Jeg har krydset Atlanten 4 gange på forskellige sejlbåde, hvilket har givet mig et solidt kendskab til både “mand og mast”  i mange forskellige situationer.

I sommeren 2014 udførte vi en “testsejlads” med Taranga til Nordøstgrønland, som ydermere har givet mig en sikkerhed for at Taranga er et sødygtigt skib. Men når et skib bliver brugt hver eneste dag, vil det også være direkte proportionalt med slidtage. Skipper er sin “egen håndværker”, og selv langt fra nærmeste havn eller værksted, vil jeg være i stand til at klare det meste.

Hvis noget af det, som du har læst, bringer dig tættere på følelsen af den kærlighed du har til dig selv og drømmen om et liv ombord på en sejlbåd sammen med andre eventyrlystne mennesker, så kom forbi Taranga og skipper søndag 25. januar. Læs mere HER

Her kan du komme ombord på båden og spørge skipper om alt hvad du måtte have behov for at vide, inden du beslutter dig for at blive en del af dette eventyr.
Hvad kræves der af mig som gast?
Hvorledes opbygger jeg psyken til hav- og natsejlads?
Kan jeg få mine behov for mad og motion opfyldt undervejs?
Er det muligt at leve tæt sammen andre og samtidig skabe mit eget rum?
Disse og sikkert mange flere spørgsmål tager vi en dialog omkring, og du får mine bedste svar.

Send en mail til mig at du har lyst at deltage i gaste mødet på søndag : post@soerendahl.dk