1. Hjælp til af dig selv: Tag en opvask, tag det tørre tøj under dæk, skift toiletrullen, tag skrald med i land osv.
2. Spørg og lær: Er du i tvivl, så spørg i stedet for at lade stå til. Hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt.
Hvis du er i tvivl, kan én af de andre også være det! Arbejd med tingene, så lærer du hurtigt.
3. Undgå salt under dæk: Salt suger fugt… Ved badning, så tag håndklæde og skiftetøj med op. Hæng dit badetøj til tørre efter brug. Badetøj og håndklæder skal være tørt, når det kommer under dæk.
4. Fødder: Dinghy og skib er “sandfri zone”. Tag skoene af inden du hopper ned i dinghyen. Vær opmærksom på, hvor du sætter dine fødder, kakkelakker og deres æg kan hænge fast under fodtøjet.
5. Ryd op efter dig: Alting ombord har sin plads. Bruger du noget, så læg det på plads umiddelbart efter brug. I din egen køje kan du lade ting ligge, som du har lyst, men på de fælles områder er der ryddet op. Væn dig til at gå en “oprydningsrunde” inden du går til køjs eller efter en vagt.
6. Vær opmærksom: Når du har vagt, så hold udkig (skibe, fiskegarn, hvaler m.m.). Er der noget der står og slår eller gnaver – så gør noget i stedet for at lade stå til. Kontroller retning og fart hver 10-15 min. Vær opmærksom på fronter, skift af vindhastighed og retning samt pludselige barometer ændringer. Er du i tvivl, skal du spørge skipper, også selvom han sover!
7. Sand: Sørg for at tasker, tøj, sko er tømt for sand og skidt, inden de kommer i dinghy og op på båden.
8. ”ros – ris – ros” er et tiltag, som vi anvender ombord til at afstemme forventninger. Her kan du give udtryk for dine holdninger. Vi kan ikke vide hvad andre tænker – så giv udtryk for dine holdninger. Du er medansvarlig for, at du får mest muligt ud af dit ophold.
9. Sammenhold: Vi er en samlet besætning på båden. Respekter hinanden og bak op om hinanden.
10. Vær positiv og glæd resten af besætningen: Det er ekstrem vigtigt, at der er en positiv stemning ombord. Giv et nummer på guitar/syng en sang, oplæsning, skøre påfund, sejlads-yoga, trim kroppen, fantasien længe leve……