At leve sit liv som en “elastik”
Kære læser af mit nyhedsbrev.
Følgende indlæg er skrevet i sommeren 2014 ombord på Taranga på sejladsen til Ittoqqortoormiit, Nordøstgrønland.
En lille beretning om noget af det, som gør livet ombord på en sejlbåd til noget helt specielt.
Om bord på en sejlbåd er der mange ting, som skal falde i hak på rette tid og spille sammen i rette orden, for at vi når frem til den ønskede destination. Båden skal selvfølgelig være ”ship-shape” med alt det funktionelle grej, men vigtigst af alt er dog den menneskelige faktor. “Huskede jeg at få mig selv med fra kajen eller den forrige ankerplads?”
Når fortøjningerne hives om bord og kursen udsættes i søkortet, er det tid til at indstille sig på en døgnrytme med mad, søvn og vagt, som hver for sig foregår 3 gange i døgnet. Vi sejler i døgndrift, og lige nu er vi i farvandet mellem Island og Færøerne. Skibet er i evig bevægelse. Bølgerne påvirker skibet og i kahytten kan det føles som at opholde sig i en vaskemaskine på et ”kulørt program”. Det vugger fra side til side – op og ned. Når man går gennem skibet, holder man fast i siderne for at holde balancen. På det lille toilet, presses albuer og knæ mod væggen for at sidde stille. Og når vi laver mad, sidder vi på motorkassen ved det kardan ophængte komfur. Med andre ord : ”én hånd til skibet, og én hånd til dig selv”.
Når alle disse prøvelser bliver indøvet som en nødvendig rutine, er denne rejseform eventyrlig. Vi har vores hule med os hele tiden. Vi skal ikke pakke sammen eller pakke ud hver gang vi flytter fra et sted til et andet. Det er mere en livsstil, end det er hverdagsliv. At være herude midt i naturen på dens præmisser og justere ind i en døgnrytme i et samvær med andre eventyrlystne mennesker om bord, er en ultimativ følelse. Lige nu kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at være. Maden smager bedre i den friske luft, der er højt til loftet under stjernehimlen og masser af tid til tanker og filosofi.
Den trange plads og alle prøvelserne om bord, giver et indblik i, hvor man har sine grænser og hvor langt man er villig til at gå. Det er, som at leve sit liv som en elastik – nogle gange skal man give og andre gange skal man holde igen, for at den ikke springer! Det er en god ide at være givende og hjælpsom, men samtidig handler det også om at passe på sig selv midt i al denne virak af uvante prøvelser. Det hele giver dog mening, når man ser den nye ø dukke op i horisonten og man begynder at indstille sig på at komme i land. Hurtigt glemmer man de tusindvis af ”rul” og den kølige nattevagt.
Man føler sig endnu mere fortjent til et varmt bad eller blot at gå en tur gennem byen med et plant underlag – uden at det bevæger sig! Her i Thorshavn på Færøerne ånder livet fred og idyl. Ikke mange store butikker og larmende trafik, men en ægthed af livskraft møder ens sanser her. Man fornemmer hurtig en energi af livsnerve, som har eksisteret gennem tidens historie. Herude midt i Nordatlanten lever de lokale et liv i pagt med naturen, som de har gjort i 100vis af år. At give og modtage i naturlig balance. At leve sit liv som en elastik, kræver sin sømand, men lige nu vil jeg ikke bytte. Jeg passer godt på både fleksibiliteten og styrken.