”Opera Huset” mister indgangs porten.
Vi sidder om bord på Taranga og spiser aftensmad. Lidt tidligere end normalt, idet vi har besluttet os for at sejle tilbage til byen Scoresbysund som natsejlads og ankomme ca 20 timer senere. Vi befinder os i verdens største fjordsystem mellem høje fjelde med gletchere og isbjerge som flyder frit rundt i vandet. Vi har tidligere på dagen haft kontakt med vagthavende på Tele Grenlands vejrstation i Scoresbysund, som siger OK for vejret.
Bedst som gryderne er ved at være tømte for ris og den henkogte grønsags kylling, lyder et kæmpe brag tæt på båden. Hurtigt er vi alle oppe at stå, for at se hvad der sker! Vi har de sidste dage hørt lignende brag og buldren i fjordsytemet, når store stykker knækker af isbjergene og styrter i havet. Men denne gang er det helt tæt på.
Ca 100m fra båden kan vi i slow-motion følge hvordan et stykke knækker af det isbjeg, som ligger i den snævre indsejling til bugten. Åh nej, det er Opera Huset! Det ligner til forveksling det berømte hus i Sydney og sågar i naturlig størrelse. Samtidig med at et stykke knækker af, vender og drejer den resterende klump sig rundt i vandet og falder først til ro, når den har fundet sit nye balance punkt.
Der går et mindre sug gennem kahytten og de næste sekunder er der ingen, som siger noget. Står blot og ser ud på filmlærredet i den ”levende biograf”. For et par timer siden hvor vi bestemte os for at sejle ud fra bugten, åndede alt fred og idyl, og lige nu er vi måske spærret inde, pga grødis og risiko for hvornår det næste stykke knækker af. Total tavshed og Waauuu……det her er da det rene eventyr.
For at få klarhed over situationen, springer skipper og yngstemand i dinghyen og sejler hen for at se nærmere på dette isdrama. Kan vi mon sejle ud gennem isklumperne, eller er vi spæret inde i den lille bugt? Selv om vi de sidste dage er blevet mere dus med de store isfjelde som rare naboer, er dette alligevel noget helt nyt for os. Vi har på en måde fået respekt for de enorme kræfter som er på spil, men at det sker lige udenfor skibet, havde vi ikke lige forestillet os. Og så kun en halv time før planlagt afgang.
Vi sejler gennem den første grødis i dinghyen som rammer pontonen foran som døde bump og skubber dinghyen ud til siden. Vi vælger en passage gennem isen for at se hvordan der ser ud på den anden siden af Opera Huset, som nu ligger der i vandet uden indgang, som er knust ved styrtet. På den modsatte side er der kun kort afstand ind til fjeldet. Èt er sikkert, hvis vi skal have en chance for at sejle igennem med Taranga, bliver det på denne side. På modsatte side er risikoen for nye brag og knækkede stykker ALT for stor.
Tilbage på sejlbåden har de 2 andre i mellemtiden klaret opvasken, og er klart nok nysgerrige efter at høre om vores bedømmelse. Alle er opsatte på afgang, men vil dette scenarie sætte en stopper for os? Skipper er godt klar over, at det er ham, som skal træffe den endelige beslutning. Er vi på eventyr eller skulle vi hellere være blevet hjemme på Chr Havn. Svaret er klart – vi er på eventyr!
Hurtigt bliver der gjort søklar, ankeret op og med en udkik i stævnen og en anden på sallingen, den trejde klar med bådshagen som isstage og skipperen ved roret, stævner vi mod den smalle passage med fjeldet på den ene side og stumperne af Operaen på den anden. Alle er spændte til det yderste. ”Vildt og virkeligt” er blevet vores motto på denne tur. Den første grødis rammer Taranga´s stævn, skipper har nok lidt ekstra fart på end normalt, for vi skal helst igennem inden der knækker mere is af.
Udkikken foran råber mere bagbord. Samtidig bliver tallene på dybdemåleren pludselig encifrede og skipper tager farten af, idet mere bagbord betyder tættere på fjeldet. Med sneglefart lister vi os tæt forbi det berømte hus, holder vejret og håber på det bedste. For et øjeblik siden stod skipper med foldede hænder og sendte en lille bøn af sted med et ønske om en lykkelig udgang. Sallings udkikken siger OK for dybden og vi får Operaen agten om styrbord.
Alle kikker rundt på hinanden med et lysglimt i øjnene – vi er sikkert ude på den anden side. Vi ser os tilbage og kikker lige ind i et sandt maleri af høje fjelde, et lidt mindre ”Opera Hus” og den lille bugt i bagrunden, alt sammen badet i aftensolen der står som en kæmpeprojektør og lyser op på dette kæmpestore lærred i den ”levende biograf”. Måske er vi lidt vilde, men dette er virkelighed i sin ultimative helhed.
Dette giver turen et højdepunkt, som vi sent vil glemme. Det er øjeblikke som dette, der får eventyr til at gøre drømme til virkelighed.