Et rum fyldt med kærlighed.

Taranga har nu atter vand under kølen, og de sidste måneder har vi været travlt beskæftiget med at få hende ship-shape til afsejlingen den 15. juli 2015 kl 15! Hun ser godt ud, når hun ligger der i sit rette element og spændingen stiger i takt med, at der nu kun er lidt over 1 måned til at fædrelandet forsvinder bag horisonten og nye kyster venter forude.

Det bliver starten på et nyt eventyr i mit liv. I en alder af 12 år blev et lille frø sået i mit hjerte, da jeg på TV så en dokumentar om Thor Heyerdahls sørejse med KonTiki fra Sydamerika til Polynesien. Det lille frø har gennem årene fået lys, varme og næring. Dette giver mig lige nu den største spænding i kroppen. Forberedelserne har været i gang i flere år. Lige fra jeg købte skibet i 2003, har jeg vidst, at jeg gerne ville sejle ud til Stillehavs øerne på egen køl.

Samtidig med er der lige nu også en lille stemme indeni som hvisker : ”Er du helt sikker på, at det virkelig er dét, du vil”? Jeg betragter det, som at egoet tester min beslutning. Nogle kalder det frygtmuren, jeg vælger at kalde det ”kærligheds-rummet”.

Egoet frygter altid det værste. Det er en måde hvorpå, at vi som mennesker er i stand til at tage vare på os selv og give os selv det bedste i livet. Det kan føles som en frygt, men i virkelighed er det lige netop hér, at vi har muligheden for at vælge dét, som giver allermest mening for os i livet.

Tvivlen opstår, når jeg står på kajen og ser mit skib nypudset og forventningsfuld ligge ved kajen her i København. I mit inderste hjertekammer mærker jeg frøet, som gennem årene er blevet til en smuk og solid plante. Min indre stemme skifter karakter. Nu er det stemmen fra et rum fyldt med kærlighed til projektet og drømmen, som får styrke, mod og begejstring til at eventyret kan begynde.

Resultatet af mange timers overvejelse og endnu flere timers hårdt arbejde, har ført mig frem til nu at være tæt på at gøre en drøm til virkelighed. Heldigvis skal jeg dele oplevelserne med de mange gaster, som har valgt at deltage på turen. I skrivende stund er der få ledige pladser på sejladserne de næste 2 år. Har du lyst at høre om mulighederne, så er sidste gaste møde 21. juni. Se mere HER

15. juli 2015 kl 15 lader vi fortøjninger gå ved kajen på Wilders Plads Marina i Christian Havns Kanal. Kom gerne forbi til et farvel kram, samt at ønske os held og lykke på rejsen. Vi lover at sende historier, billeder og inspiration fra livet ombord på Taranga.

Glade smil og smukke tanker fra Søren Sømand.