Når tiden bliver levende.

/ / 1 comment

Dette nyhedsbrev er taget fra hylden med nogle af mine filosofiske betragtninger. Herude på havet er der god tid til tanker og filosofi, og derfor har jeg denne gang lyst at dele nogle af mine tanker med dig kære læser. Jeg værdsætter, at du vælger at følge TARANGA og hendes besætning på turen ad den blå sti.

Sømil efter sømil ruller havets bølger ind under stævnen på TARANGA, som uger og måneder passerer i kalenderen. Kort sagt: som tiden går. Tid bliver en underlig størrelse, når man lever sit liv som langturssejler. Det er nu 8 måneder siden, at vi forlod Christians Havn og om få dage anduver vi indsejlingen til Panama kanalen. Ialt er det nu blevet til 9000 sømil (16668 km).
Nogle gange spørger jeg mig selv: “Hvordan gik det egentlig til, at jeg nu er er havnet helt herude så langt mod vest, som man kan komme i det Caribiske Hav?”  Svaret: En drøm blev til virkelighed! Mange års tanker blev til ord, som senere blev til handling, og nu lever jeg lige midt i denne virkelige verden, som er hav forneden og himmel foroven. Det er lige præcis sådan det hele gik til, og at det hele hænger sammen som perler på en snor. Fantastisk og fascinerende.
Når en ny dag starter ved midnat indsættes der 1440 minutter på din konto. Det er det antal minutter, som svarer til et helt døgn. Minutterne er dine, og du bestemmer selv, hvad du vil bruge dem til. Men de skal bruges i løbet af det indeværende døgn, de kan ikke indsættes på en konto til senere brug, og der kan ikke tilskrives renter. Når døgnet afsluttes, er de ubrugte minutter spildt. Minutterne er gratis, der kommer ingen faktura. Du er din egen minut-konto-administrator. Hvis du har et godt overblik over dit daglige indestående på kontoen, giver du også dig selv muligheden for præcis at anvende minutterne til lige netop det, som giver dit liv den største værdi.
Lige over min køje ombord på skibet, har jeg mit armbåndsur hængende på en lille krog. Jeg har behov for at vide hvad klokken er, når jeg f.eks. vågner i løbet af natten. Rart at vide hvor lang tid jeg kan sove indtil næste vagtskifte. Men for en måneds tid siden var uret pludselig gået i stå! Tiden stod stille – altså på krogen over min køje! Nogle få dage senere mister vores skibsur i kahytten sit greb på skottet* og tager et styrtdyk og ryger direkte på dørken*. Det kunne uret ikke klare og endnu engang gik tiden i stå – altså i kahytten! Det satte mine filosofiske celler i svingninger. Kan tiden gå i stå? Nej, selvfølgelig gør den ikke det, men lidt tænkevækkende, at vi bruger dette udtryk. Når der på vores vej sker noget uventet, kan vi godt stoppe op for en stund, men tiden går jo videre.
Tiden er et produkt af det rum, som strækker sig herfra og dertil. I mit univers er fortid og fremtid blot ord, for noget som har været, og for noget som kommer. Jeg lever mere i en tilstand af det øjeblik som ER lige nu. Jeg lever i NU’et med hele min opmærksomhed på det, som fylder mit sind og min krop lige nu og her. Til eksempel: netop som disse linjer bliver nedfældet, sidder jeg alene på min nattevagt, som afslutter ved solopgang. Solen er denne morgen omkranset af lidt slørede mørke skyer, og pludselig vælter regnen ud af himlen. Jeg smider al tøjet og får et helt frisk morgenbad midt i kockpittet. Super skønt. Nej, der er ikke noget nøgenbillede af mig sammen med dette indlæg, men jeg ville ønske, at det var muligt at gengive synet af den dobbelte regnbue, som stod direkte ned i havet, ret bagom Taranga’s agterspejl. Et NU som kun er eksisterende, fordi jeg fuldtud er tilstede med min opmærksomhed. Det er oplevelser som disse, der for mig gør, at tiden bliver levende. 
At leve sit liv midt i naturen herude på havet i døgnets 24 timer giver for mig en følelse af at være total til stede med alt, som ER lige nu og her. Solen står op, og giver lys og varme; solen går ned, det bliver mørkt og stjernetæppet rulles ud. Sejlene fyldes med luft fra vinden, som er gratis brændstof til vores fremdrift gennem vandet. Vinden holder også vindmøllen  i gang, som sammen med solcellerne producerer vores strøm ombord. Regnen giver morgenbad og rent drikkevand. Vores fiskeline giver friske guldmakreller, som lander på panden 45 minutter efter, at de bidder på krogen. Havets bølger giver skibet en vuggende bevægelse, som gør, at vi til stadighed har nemt ved at falde i søvn. Det intense samvær med 3 andre giver et unikt venskab. Kort sagt: tiden bliver levende, når vi fuldtud er til stede i NU’et. Og sådan vil det være til alle tider. 
Glade smil, Søren Sømand.
*maritime udtryk: skot = væg/rumadskillelse. Dørk = gulv.