Søren Dahl

MIN MARITIME IRONMAN

Temaerne i dette nyhedsbrev har jeg skrevet med en pind i sandet på stranden i Rotoava på Fakarava, efter at vi har krydset Stillehavet fra Panama via Galapagos, videre til Marquesas øerne og således nu på Tuamotu Atollerne i Fransk Polynesien. Jeg skriver disse linjer med dybe følelser fra mit inderste hjertekammer.

Som 12 årig så jeg en dokumentar på TV om Thor Heyrdahls ekspedition med KonTiki fra Peru til Polynesien, idet han ville bevise hvor polyneserne oprindeligt kom fra. Jeg havde ingen anelse om, at denne mand med sin fantastiske evne til at udleve sine visionære teorier, ville få afgørende betydning for mig i mit voksne liv. At bevæge sit over hav og ankomme til en ø fra havsiden, fik jeg ført ud i livet for 20 år siden, da jeg første gang stiftede bekendtskab med sejlads i området omkring Tahiti i Fransk Polynesien. Siden da er det blevet til adskillige ture i nordiske farvande, Nordøstgrønland tur/retur, 5 sejladser på tværs af Atlanterhavet, 4 x Caribien og nu også på tværs af Stillehavet.

En drøm bliver til virkelighed, når viljen er stærk nok til at ville, og således købte jeg i 2003 mit eget skib, og ret hurtig havde jeg en fornemmelse af, at jeg en dag gerne ville sejle ud til stillehavsøerne på egen køl. I 12 år har jeg levet i drømmen og klargjort mit skib efter bedste evne. For knap et år siden stævnede vi ud fra Chr. Havn hjemme i København, og nu er vi opankret på et af de smukkeste steder i verden med hvidt sand mellem tæerne, omgivet af grønne palmer krydret med lyden af dønningerne fra det tyrkiske stille vand. 16.500 sømil (30.600 km) er løbet ind under kølen på Taranga siden 15. juli sidste år. Det er en stolt skipper, som nu tager dig med på et lille udsnit af oplevelserne, som vi har haft på turen på tværs af verdens største ocean.

For lidt over 3 måneder siden var det med stor begejstring at de 3 stillehavsgaster Mia, Morten og Christian, gik ombord i Colon (Panama) efter at have ventet spændt i næsten 1 år. De havde sammen forberedt sig grundigt til denne sejlads, og det er et godt udgangspunkt, når man begiver sig ud på et fælles eventyr. Allerede dagen efter deres ankomst sejlede vi gennem Panama Kanalen. Først gennem 3 sluser hvor vi blev løftet op til Gatun søen, og dagen efter 30 sømil for motor, og sluttelig Mira Flores sluserene inden vi sejlede ud gennem Stillehavsporten. Det var virkelig en helt fantastisk oplevelse, som for evigt vil stå for os, som en de største sejlads oplevelser nogensinde. Som at sejle igennem en historiebog med levende billeder. Alt hvad vi havde læst om, var vi nu pludselig selv en del af i levende live.

Efter grundig forberedelse i Pananma City med proviantering af rigelig mad, vand, diesel, toiletpapir og fiskegrej til de næste 2,5 måneder, satte vi nu kursen sydvestover i retning mod Galapagos. En god uges tid med de første favntag med dette nye store ocean. Vi fik vistnok prøvet det meste med forskellig artet vejrlig, som gav sejlads for rebede sejl, våde vagter og vindstille stjernenætter. Traditionen tro blev de 3 nye “døbt” af Kong Neptun ved passage af ækvator og fik navnene: “Queen of the Royal Board”, “Coco King”, “Prince of Power”. Disse første 1000 sømil var en fin generalprøve forud for det lange stræk, som ventede os efter besøget på de 3 udvalgte Galapagos øer, San Cristobal, Santa Cruz og Isabela. Ialt brugte vi 3 uger i dette eventyrlige naturparadis.

Vores første store begejstring var søløverne, der som legesyge børn lå lige ved siden af skibet, og på deres egen charmerende måde ville sige: “Velkommen til Galapagos”. Tidlig næste morgen er livet omkring båden så levende, at vi næsten glemmer morgenmaden. Vi er tilskuere til hvordan masser af fisk, skildpadder, små hajer og igen søløver, svømmer frit omkring mellem skibene på ankerpladsen. Som at befinde sig mellem akvarierne i Kattegat Centret, forskellen er blot, at her er alle dyrene frie, og de fanger selv deres føde.

Der er altid en helt speciel stemning, lige inden man stikker af sted på et ocean kryds, og denne gang var ingen undtagelse. Der er naturligt nok alt det nødvendige med proviantering, men samtidig også en mental del, som er vigtig for et godt fundament i et fællesskab ombord på en båd, hvor pladsen i forvejen er trang. Hver især går vi med tanker omkring at skulle være til søs et sted mellem 3 og 4 uger, med en daglig udsigt til havet for neden og himlen foroven.

Vi går hver især med nogle forventninger. som kan være svære at dele med de andre. Ombord på Taranga er det normalt med en åben dialog omkring disse emner. Vi er sammen døgnets 24 timer og er hinandens bedste kammerater når det gælder sejlads, praktiske gøremål ombord, det sociale liv og alt det som ligger ind imellem. Vi kan ikke vide hvordan vi vil reagere i pressede situationer, for de vil med garanti opstå undervejs. Vi kan ikke vide hvad eventyret derude på det store hav har til os.

Et skønt produkt, eller sidegevinst om man vil, er al den tid som vi har herude på havet, når vi sejler de lange stræk. Samtidig med er der frihed for opkoblinger med diverse websites og satellitter, hvilket gør, at der kun er os selv og vores egen fantasi til at udfylde timer, dage og nogle gange uger i træk. Jeg oplever nye dybder i mit sind, som jeg ikke havde forestillet mig eksistensen af. Det er rendyrket meditation, som tager mig med på indre rejser til helt nye aspekter i min indre sjæl. At sidde helt alene på sin vagt med udsigt til den uendelige horisont, og samtidig lade øjnene tage bad i det dybblå hav. Jeg bliver taget med på en indre opdagelsesrejse, som skaber helt nye indsigter for livet på denne planet. Det er en rejse, som kun kan skabes af de input, der dukker op af disen og i første omgang kun ses som svage glimt. Senere kommer der former og farver på, for til slut at fremstå som helt klare silhuetter af noget, som også er en del af mennesket Søren Dahl.

Vi brugte 24 døgn på de 3.150 sømil på tværs af Stillehavet og med en gns. fart på 5.5 knob (10 km/t) når vi også at få sjælen med. Det går ikke stærkt, men det var en vellykket sejlads uden uheld hverken for mand eller mast! Hver især havde vi 2 tre-timers vagter i døgnet, og tiden ind imellem blev brugt på at læse indtil flere bøger, fælles kryds og tværs, passe de 2 fiskeliner, bage kage, studere skyformationer i meteorologibogen, lære stjernebillederne udenad, havbad på dækket, lytte til sin yndlings musik. Det mest omtalte emne var mad, og vi brugte timer på at finde på nye variationer med de ingredienser, vi havde i stuverummene. Fantasien havde ingen grænser. Tiden mister sin værdi på en sådan sejlads. Kun vagterne har deres egen tid, men derudover er tiden endeløs. Der er tid nok. Vi har ikke noget, vi skal nå inden lukketid. Dagene flyder sammen, er det onsdag eller lørdag?? Det gør ingen forskel. Dagene kan skelnes fra hinanden, når vi i dagbogen kan læse om vi fangede fisk og hvad aftenmenuen bestod af.

Og nu, 1 måned senere, går jeg så her i strandkanten og ridser med min pind i sandet. Stregerne bliver til halvdelen af et verdenskort. Jeg er tæt på at have sejlet den halve klode rundt. Min drøm om at sejle ud til Stillehavsøerne på egen køl er en realitet. Jeg har nået mit mål. Mange års forberedelse er som at træne op til at udføre en Ironman distance. Denne gang har min træning været målrettet omkring sejlads. Alle anstrengelser og udfordringer har været som at udføre en maritim Ironman. Min første Ironman i København i 2012 tog mig 11 timer og 50 min at udføre. Sejladsen fra København til Stillehavsøerne har taget 11 måneder og 12 dage. En Ironman distance til søs.

Nu er jeg her. Stillehavsøerne – og hvad så? Når jeg ser tilbage i min livshistorie, har jeg været rigtig god til at sætte mig mål og vedvarende holde mit fokus. Det er som om, at jeg nu står overfor en ny epoke i mit liv. Hvad er mit næste mål? Hvis der overhovedet er et mål? Jeg har brugt nogle dage på at mærke efter, hvad der rører sig i mit inderste hjertekammer. Det føles som om at noget forandres. Nogle stille dage her i strandkanten med min pind, har inspireret mig til en ny tilstand. Fra at jeg tidligere har været optaget af processen at nå herud, handler det nu mere om at nyde tilstedeværelsen i NU´et.

Min udfordring bliver nu at ændre mit folkus fra GØREN til VÆREN. Blot at sidde med en kaffe og lade tankerne holde frikvarter, mens øjnene tager et karbad i det tyrkisfarvede vand. Snorkle en tur på ankerpladsen og blot lade sanserne være på opdagelse. Læse den bog som har stået på hylden siden Chr. Havn. Gå en tur i den lille landsby, hilse på dem som kommer forbi og smage lidt på den lokale kultur. Laste gummibåden med dykkergrej og drive af sted med strømmen i atol-passet sammen med hundredvis af hajer. Dele livsfilosofier med ligesindede livsnydere på de andre sejlbåde fra alverdens lande. Drømme om nye horisonter. Falde i søvn på dækket kun med et stjernetæppe over sig, og stå op når de første solstråler dukker frem bag horisonten. OG HOLD NU FEST KÆRE MENNESKE…….. ingen grund til bekymring. Der er masser af VÆREN som nu skal opdages og udleves.

Bliver du fristet af al denne livsnydelse?

Ledige gasteplsdser – se mere HER

Glade smil, Skipper Søren.