Min krop er min ven.

MIN KROP ER MIN VEN.

Jeg har en top 3 liste for mit liv. Det vigtigste punkt er, at min krop er sund og rask. Når kroppen er i god kondition og fornuftig styrke, giver det sømands velvære i særklasse. Derfor tilstræber jeg dagligt at bruge kroppen fysisk på enten yoga, løb eller svøm.

Når vi ligger i havn er det nemt at løbe en tur, dette giver også hurtigt et indtryk af livet i lokalområdet. Yoga kan praktiseres på broen eller endnu bedre på et stykke grønt græs i land. Jeg er blevet rigtig glad for denne disciplin. Og specielt efter, at jeg de sidste 2 år har været flittig med yoga træning i Danmark, har jeg nu min egen praksis, som varer cirka 1 time. Bedst om morgenen inden morgenmad, det giver dagen en super god start.

Min favorit er dog svøm i havet, det overgår alt! Især når vandtemperaturen er 25 gr C, og det er den lige nu her på Gran Canaria. Det er som balsam for sjæl og krop at være vægtløs i havet og lade havvandet omslutte kroppen. Crawl teknikken ligger inde på celleplan fra Ironman træningen, med armtag, benspark og åndedræt. Det er en vanvittig fornøjelse at opleve kroppens evne til at finde det frem fra harddisken og omsætte det til muskelbevægelse. Jeg bliver sgu lidt høj af denne disciplin, og samtidig giver det fantastiske minder fra Ironman tiden.

Som langturssejler er mental sundhed en væsentlig faktor at have fokus på. Ofte er vi flere ombord, vi lever tæt og skal have et fælles liv til at fungere både når vi ligger stille i en havn eller på en ankerplads, men også når vi sejler de lange stræk på 3-4 uger. Mental motion er en individuel disciplin og det er en personlig øvelse, som kræver daglig træning. Det kan gøres på flere måder. Én af mine favoritter er meditation.

Daglig meditation er et must for mig, og på et tidspunkt i løbet af dagen, hvor det falder naturligt. Når tid og sted tillader det, sidder jeg stille med lukkede øjne nogle minutter alt fra 5 til 15 minutter. Denne stillestund er som at indtage den daglige vitamin pille. Når vi sejler er fordækket min foretrukne loge, hvis søen da ikke er for høj og vandet står ind over skibet. Så må det foregå i et sofahjørne i kahytten eller på nattevagten.

Træning gør det ikke alene. En sund krop kræver også en sund kost, rigeligt rent drikkevand og en god nattesøvn. Her på de Canariske øer er frugt og grønt en stor nydelse. Rigtige solmodne canariske bananer eksploderer i munden! Og her i havnen lander de friske fisk direkte hos restaurantens kok. For 100,- Dkr fyldes tallerkenen med 2 hele fisk og canariske kartofler som tilbehør.

Vand er dyrere end vin her på øen, idet sommeren har været meget tør, og kun ganske lidt regn. Her er ingen vandboringer, klipper udgør undergrunden, så drikkevandet kommer ned fra oven. For nylig afprøvede jeg skibets solsejl som vandopsamler. En enkelt regnbyge gav 60L i tanken. Om få uger når vi sætter kursen udover Atlanten, bliver watermakeren en daglig rutine. Den omdanner havvand til drikkevand via et trykfilter, der drives af en 12V elektromotor, som kører på strøm fra skibets solceller og vindmølle.

Trods et nødvendigt ønske om sammenhængende og stabil rolig nattesøvn, er det ofte en mangelvare, når vi er på de lange overfarter. Typisk sover vi 3 gange i døgnet, idet vi jo har skiftende vagter. For ikke at stresse sindet, er det vigtig at sige til sig selv : ”Det er sådan det ER lige nu.” Det kan kroppen godt finde ud af for en kortere periode.

Når vi er på havet og sejler de mange sømil i mange døgn er udfordringen med den daglige træning af en hel anden karakter. Umuligt at løbetræne og dermed få pulsen op. Men styrketræning foregår helt af sig selv, uden at vi tænker over det. Faktisk lige så snart vi stikker benene ud af køjen. Et sejlerliv er et konstant trænings program, idet vi bruger en del af tiden på at holde balancen og stemme imod for ikke at blive kastet rundt. Især benmusklerne bliver flittigt brugt, når vi bevæger os rundt på skibet.

Måske har du gennem læsningen tænkt : ”Gad vide hvad de 2 efterfølgende punkter på min top 3 liste indeholder?” Mit budskab i dette blogindlæg var fysisk og mental sundhed ombord, men fordi du har læst hele mit indlæg, vil jeg gerne dele det med dig. Pkt. 2 og 3 er hhv personlig frihed og økonomisk uafhængighed. Og det skriver, jeg sikkert et indlæg om på et senere tidspunkt derudefra oceanernes endeløse horisont.

I skrivende stund er der enkelte ledige gaste pladser i Fransk Polynesien på de 3 sejladser,
fra september 2016 til maj 2017. Se mere HER