Søren Dahl

Efter 8 dages sejlads fra Grenada til Cuba anduver vi en tidlig mandag eftermiddag byen Santiago de Cuba. En solid middelalder fæstning danner indgangsporten om styrbord i indsejlingen til denne eventyrlige bugt, som ligger godt beskyttet mellem store bjergmassiver. På bagbords side kommer de første lokale huse til syne i skyggen af palmerne som duver let i vinden fra Det karibiske Hav.  Ca 1000 sømil har vi lagt under kølen, siden vi sidst var på fast grund. Hver gang er vi spændte på den nye ankerplads, men netop denne gang er vi extra spændte på oplevelserne i land. Cuba er vores hovedmål på dette togt. Undervejs hertil er historie- og guidebøgerne blevet grundig studeret.

Hurtigt erfarer vi, at det er lidt som at komme til en fremmed planet. Der er mange ting, som fungere på samme måde som i Danmark for 50 år siden. Indklarering i havnen er præget af bureaukrati lige fra starten og varer næsten hele eftermiddagen! Men hele møllen af instanser med lægetjek, narkohunde, toldere og immigration har en fælles ånd af grundighed med en underliggende imødekommenhed, som er helt speciel. Alt foregår med bestemthed, men med et stort smil. Trods mange formaliteter føler vi os yderst velkomne, hvilket da også resulterer i udstedelse af visa til 30 dage.

Det er til stadighed en nydelse at gå på restaurant, når vi har været til søs i flere dage. Intet galt med menuerne ombord, vi lever sundt og godt, men forandring og frihed vægter godt hos en sulten sømand. Og denne aften er ingen undtagelse. Knap er vi bænket på havnefrontens restaurant, førend vi bliver komplimenteret af nogle lokale, som har spottet os som nyankomne. De gør sig megen umage for at komme helt tæt på os og straks opstår næste udfordring. De taler spansk og KUN spansk! Så er det frem med de bedste udtryk fra aftenskolen i Vejle. I starten er det en venskabelig og basal konversation om hvor vi kommet fra, og hvor vi skal hen, men senere bliver deres kropssprog mærkbart mere fysisk! Vi er landet i en kultur, hvor man i den grad giver udtryk for sin glæde og fascination overfor mødet med andre mennesker. Deres smil og nærvær kryber ind under huden på os med en lethed, som smør der smelter i solen. De ønsker at tilbringe natten sammen med os, dog ikke ombord, men i senge som står helt stille; og det vil sige på landjorden! Og sådan blev vores første nat på Cuba!

Næste dag er vi afsted på nye eventyr. Vi kører med noget der ligner en lokalbus, som lige netop kan slæbe sig afsted med 40 km’s fart ad hullede veje. Vi deler sæder med reservehjul og brændstofdunke. Udenfor bussen står tiden stille for os, idet vi passerer gamle amerikanske biler, russiske Lada biler, primitive hestekøretøjer samt folks til fods. Alt blandet mellem hinanden. Vi skal ind til byen Santiago for at veksle penge. Cuba har 2 valutaer, Nationale Pesos som tilhører lokalbefolkningen, og CUC som er en slags turistvaluta. Byen summer af Cubansk kultur med smalle gader og stærkt osende biler og motorcykler.

Atter fornemmer vi en stor imødekommenhed her midt i den Cubanske storbykultur. Folk er smilende og meget hjælpsomme. Her møder man folk med hele sanseapparatet, med en form af nærvær, som har guldrandet karakter. Ingen mobiltelefoner og internet gør, at man virkelig “møder” folk. Det er super skønt at opleve. Cubanerne er glade mennesker, som møder andre med et åbent hjerte. Jeg er helt solgt, og inden jeg ser mig om, bliver det atter til en nat på landjorden! Og denne gang resulterer mit nye bekendtskab i en uges flirt med en sød cubansk fyr. Og nu går det hurtigt fremad med de spanske gloser.

Men Cuba er mere end søde smil og spansk gloser. Det er også et kontrastfyldt land med en historie, som er yderst fascinerende at stifte bekendtskab med. Et land som har bevæget sig fra mangel på resourcer til et velfungerende samfund med fuld beskæftigelse, skolegang og verdens højeste antal uddannede læger pr indbygger. Helt nøjagtig 1 læge for hver 176 cubanere. Samtidig har landet også gennemgået forandringer gennem restriktioner, som stadig er gældende i 2016. Et ensrettet politisk system. Rationeringskort på visse fødevarer. Udrejseforbud for den jævne cubaner. En månedsløn for ufaglærte svarende til 140,- danske kroner! (Jo, jeg skrev rigtigt : ethundredeogfyrre).

Trods disse for os helt anderledes gældende livsbetingelser med mangel på materielle goder, formår det cubanske folk at smile til verden og udvise et overskud, som er yderst beundringsværdigt. Et smil som smelter smørret. Lokale musikanter spiller af lutter lyst. Salsa som synger i hofterne. Middag på restaurant for 30,- DKr. Skønne muligheder for overnatning i rigtige senge som står stille! Spansk træning in natura. Kort sagt: et nærvær som går direkte ind på hjertefrekvensen.

Glade smil fra Søren Sømand.