Søren Dahl

Jeg får nok ikke en medalje for at producere de fleste nyhedsbreve, men måske en anerkendelse for at skrive når jeg har lyst, og når jeg har noget på hjerte. Og det har jeg NU. I historikken kan du se, at det er lidt over et år siden, at jeg sidst sendte dig en opdatering af mit liv på havet. På daværende tidspunkt havde jeg et af mit livs største udfordringer. Jeg mistede synet på mit venstre øje i løbet af 10 minutter. Blev opereret på Tahiti og efter en uges tid kom synet langsomt tilbage. Rigtig godt blev det aldrig, så for 3 måneder siden blev jeg opereret igen her i New Zealand. Det går fremad og jeg ser nu 85% med øjet. Jeg er yderst taknemmelig for at mit højre øje har været i topform, til at gøre det meste af ”se-jobbet”.

I processen har jeg til stadighed haft fokus på at få et optimalt syn igen. Intet andet! Det du har fokus på, får du mere af. En simpel regel i mit liv. Samtidig også en accept af den aktuelle situation og status, og så tage den derfra. Det har krævet tålmodighed, hvilket er en af mine styrker. Ellers var jeg nok heller aldrig nået herom på den anden side af kloden med en gennemsnitsfart på 10 km´s fart i timen. I alt er det blevet til 20.000 sømil/37.000 km (jordens omkreds ved ækvator er ca 42.000 km). Aktive sejladsdage er på 154 døgn og i alt har vi brugt 27 måneder på turen hertil. Den længste strækning var fra Galapagos til Fransk Polynesien, 24 døgn på åbent hav. Alt dette har været i skøn forening med 32 gaster, som har hver især har fået oplevelser med hjem fra sejlerlivet på verdenshavene.

Når jeg kigger i logbogen og bladrer i fotos fra de mange oplevelser på drømme rejsen fra Chr. Havn til New Zealand, kører der rigtig mange tanker og følelser gennem kroppen. Hold da op mand! Det er næsten ubeskriveligt (-stof nok til en bog). Sømil efter sømil. Utallige solnedgange og stjernehimmel på åbent hav alene på sin vagt. Delfiners leg i morild når de følger skibet om natten. Historier og livserfaringer som deles i lind strøm, når vi sidder i cockpittet og lader fantasien få frit løb om muligheder på en klode, hvor alt er muligt. Begejstringen kender ingen grænser, når vi hiver en lækker mahimahi eller en kingfish ind i cockpittet sidst på eftermiddagen lige inden spisetid. Mødet med indfødte på øde atoller, hvor livet leves i skøn harmoni med naturen og daglige pligter. Utallige vandreture i bjerge og frodige regnskove, hvor vi frit henter kokos, mango, papaya, citrus og avocado ned fra træerne.

Vores eget liv sættes i skøn relief, når vi ser hvordan livet leves andre steder i verden. Vi kan kun værdsætte vore egne muligheder for uddannelse, at rejse og tage nye initiativer. Størst af alt er dog mødet med andre mennesker, hvad enten det er lokal befolkning, eller det er andre sejlere på eventyr. Hver især har vi vore egne ideer og tanker, og når vi giver os tid til at lytte, finder vi frem til at livet i al sin enkelhed handler om et godt helbred, blive dejligt mætte, at grine og danse, se en mening med livet og føle sig elsket og værdsat. Kærlighed til livet. Kærlighed til sig selv og sine nærmeste. Kærlighed til ALT. Kærlighed er kodeordet. Det er sådan det ER.

Siden ankomsten til New Zealand for 4 måneder har jeg været alene ombord med mig selv i egne tanker, initiativer, tiltag, arbejde, filosofi. ”Alene-tid”. Kort sagt at mærke efter hos mig selv helt ind i mit inderste hjertekammer. Hvordan gik det til, at min drøm blev til virkelighed? Hvilke værdier har processen og turen givet mig? Og hvad kan jeg bruge det alt sammen til?

For 5 år siden tog jeg beslutningen om at sejle ud til Stillehavsøerne på egen køl. Nu er jeg her, og det har været det hele værd. Trods udfordringer med alt fra saltvand i motoren til afskedsstunder med fantastiske mennesker, vil jeg ikke bytte for en million. Der har været mange udfordringer undervejs, som har givet hovedbrud og søvnløse nætter, og jeg tør godt sige, at jeg har trukket på ALLE mine livserfaringer for at få tingene til at lykkes. Et rigtig eventyr vil altid være forbundet med uforudsete hændelser. Og ikke kun negativ ment, for en revpassage i Tuamotu Atollerne uden motor og for sejl alene, giver en helt speciel kildren i maven…..klarer vi det her?……. JA VI GØR !!!! Og netop her er eventyret størst. Hold da op mand!

I den modsatte del af følelses registeret rammes jeg af vemod, når jeg tager afsked med nye venner. Det er afgjort min største udfordring ved at være rejsende, idet man altid ”skal af sted”. Det være sig gaster, som har været ombord, sejlere vi har mødt undervejs, søde lokale mennesker på øde øer og hjælpsomme folk, som har givet, hvad de kunne for at hjælpe os videre. Jeg er ydmyg, når jeg møder mennesker, som deler sig selv fra hjertet. Det er afgjort den største gave at få fra et andet menneske.

At leve et liv med andre ombord på en båd på få kvadratmeter, har givet mig en forståelse af, hvad det vil sige at være mig. Hvem er jeg? Som mennesker spejler vi os i hinanden. Vi spiller bold med ord og følelser. Kaster en ide op i luften, måske bliver den grebet af en anden, måske ryger den direkte tilbage. Vi møder sider af os selv, som vi ikke kender. Nogle er ubehagelige, og andre er rigtig dejlige at erfare. Hold da op mand! Det er jo helt fantastisk. Jeg kalder det nærvær. At være til stede i dét NU, som er lige nu. Fortiden kan vi ikke ændre, og fremtiden kender vi ikke. Vi ER lige her. NU. Vore tanker og ord reflekteres af vores omgivelser. Det giver os et billede af, hvem vi i virkeligheden er. Jeg er taknemmelig for alle de ”med-/og modspillere” jeg har mødt på banen. I har givet mig en indsigt for livet.

Et liv i naturen i døgndrift er en værdfuld gave. At bo på havet giver en oplevelse af, hvad det vil sige at leve i et samspil med elementerne i storm og stille. Vi elsker vinden, når den med tilpas styrke bringer os i den rigtige retning. Modsat beder vi om mindre vind, når vi på 3. døgn ligger inden for revet ved en mooring i Tuamotu Atollerne i vindstyrke 24m/sec. I silende regn! Når vind og sol igen smiler til os fra sine bedste vinkler, bliver vi taknemmelige for en tør køje og et udendørsliv i særklasse. Sandaler, shorts og solbriller er og bliver min favorit uniform.

Højdepunkter det sidste år har bl.a. været dykning. Og sent vil vi glemme sydpasset på Fakarava i Tuamuto Atollerne. 100-vis af hajer i krystalblåt hav. Og ikke kun på et enkelt dyk, men det var hvert eneste dyk! Et af verdens 7 største undervands oplevelser. Vi glemmer det aldrig! Også besøget på den isolerede ø Palmerston, i den sydlige del af Cook øerne. Vi havde lastet Taranga med 12 kasser proviant til én af de 3 familier, som bor på øen. Vores betænksomhed blev gengældt med en invitation til at bo hos familien, i tiden mens vi besøgte øen. De vaskede vores tøj, og hver dag lavede de mad til os. Vi deltog i deres fiskeri med net, og vi lavede kokosolie helt fra bunden. Udefra ser det ud som om, de ikke har meget, men deres gæstfrihed overgår alt, hvad vi har oplevet noget sted på hele rejsen.

Naturen er ingen selvfølge. Nogle steder møder vi lokale, som mener at vejret ændrer sig med årene. Mere regn, mindre sol, ustabile vejrfænomener, døde koraller, færre fisk i havet (og mere plastic). Det er noget af det værste! Plastic og affald i havet er ikke godt. Vi ser det flere steder. Menneskeskabt. Vigtigt at være bevidst om forbrug og vaner, og måske ændre på nogle af disse i fremtiden. Heldigvis bliver flere og flere opmærksomme på vigtigheden af at behandle naturen med respekt. At leve SAMMEN med naturen og ikke imod den.

I naturen finder vi det hele. Byggematerialer til huse, vores vand og mad, oplevelser og udvikling. Når jeg mærker solens varme, den kølige regn, vinden i sejlene og havet som omslutter skibet, er jeg helt tæt på det vigtigste. Det er lyden af livet. Så er alt godt. Balsam for sjælen. Vi har et ansvar for Moder Jord og vi må starte med os selv. Vi må tage initiativer i retning af bæredygtighed, og inspirere andre til at gøre det samme. Først lokalt og senere globalt. Som samfund besidder vi al den nødvendige viden i retning mod forbedring og sund fornuft. Nu handler det blot om at tage en beslutning om at medvirke til at gøre en forskel.

Jeg bliver nogle gange spurgt: Søren, hvor er den kilde, hvor du finder din energi til dine projekter? Det har taget mig lidt tid at finde svaret, men her får du min model. Når jeg kigger i min historik, ser jeg, hvordan mine ideer har udviklet sig fra tanker via ord til handling. Først er jeg blevet inspireret fra mine omgivelser, dernæst leget med ideerne og søgt viden. Inden jeg kaster mig over udførelsen, bruger jeg lidt tid på at mærke efter i mit hjerte, og hvis det føles rigtig, går jeg videre. En af mine styrker er handling. Når jeg først har taget en beslutning, bliver jeg ved, til jeg er i mål. Det være sig med økologien i landbruget, mit privatliv, min Ironman, sørejsen til Stillehavsøerne.

At udsætte et waypoint i søkortet og dernæst holde kursen hele vejen dertil. Vi kan ikke ændre på vinden, men vi kan ændre på sejlene. Der er modvind og udfordringer undervejs. Det handler om hele tiden at tænke i løsninger. Vi kan ikke vide alt, og derfor er det tilladt at spørge om vej. Kort sagt, så har jeg gjort erfaringen, at vi er skabere af vores eget liv. Der er kun dig. Du er din egen lykkes smed. Du skaber dit eget liv. Med din bevidsthed er du skaber af dine tanker og følelser. Så ønsker du et andet liv, må du ændre dine tanker. Det er sådan det er.

Mit eget lille mantra :

Jeg gør det, fordi jeg kan.

Jeg kan, fordi jeg har en vilje.

Hvor der er vilje, er der en vej.

Hvor der er en vej, er der muligheder.

Og hva så nu? Hva´ska der nu ske, Søren Dahl? For nogle år siden tog jeg beslutningen at blive 104 år, så lige nu er jeg lidt over halvvejs. Alder er kun et tal. Det, som i virkeligheden tæller er livserfaringen, og hvordan vi personligt vælger at gøre brug af den. Livet er et faktum af vores valg gennem livet. Vi vælger selv. Hele tiden. Ud fra muligheder, erfaringer og prioriteringer.

Sideløbende med mine mange aktiviteter gennem livet, har jeg i 35 år haft en passion for det spirituelle. Sørejsen er en fysisk rejse, men denne gang har det også været en rejse på de indre kontinenter. Livet ombord på en sejlbåd, hvor der KUN er det nødvendige, altså fravalg af alle mulige fornødenheder og input alle vide vegne fra, har i den grad givet mig et overskud til at finde ind til noget værdifuldt i mig selv. Jeg er nysgerrig efter at finde mit største potentiale som menneske. Der er mere til livet end blot det, som vi omgiver os med i et jordisk liv. Det har jeg allerede erfaret. Det har givet mig en oplevelse af, at der findes noget, som er større end os. Større end det vi kender til fra uddannelse, arbejde og livsstil.

Vi lever i en ”ny-tids-energi”. Vores klode har til alle tider levet i forandringer. Vi har netop afsluttet en 5000 års cyklus og den globale spænding stiger, med alt lige fra personlige relationer til klimaforandringer og politik. Det er virkelig en spændende fremtid, vi går i møde.

Den nyeste viden fortæller os nu, at vi ikke er efterkommere af naturlig udvikling. Hvilket vil sige, at vi IKKE nedstammer fra aberne! Forskningen har ramt en mur. Det eneste de kan fortælle os er, at der for 200.000 år siden skete et stort skifte i stil med et mirakel. Mennesket blev skabt i sin nuværende form med udvidet hjernekapacitet og evnen til at have forestillinger og følelser.

Livet ombord på en sejlbåd år efter år kræver løbende vedligehold. Og tro mig, der er jobs på ”to-do-listen” konstant. Største udfordring på turen har været den gode gamle SABB motor, original med skibet fra 1970. Trods nedbrud undervejs er det lykkedes fortsat at holde liv i den. Ellers har vi været forskånet for de store uheld. I næste måned kommer Taranga på land. Denne gang gælder det renovering af teaken på ruftaget. Det er det oprindelige fra skibets fødsel, så det har virkelig gjort det godt. Taranga fortjener stor ros trods det, at hun er en aldrende dame. Hun har passet godt på os, og har bragt os sikker i havn med både mand og mast. At have sit skib som hjem og rejsefartøj, er som et sandt ægteskab. Nøgleordene er : konstant opmærksomhed på justering og fornyelse.

Dernæst vil jeg bruge nogle sommer måneder i Danmark inden turen i august går til Peru (med fly). En mangeårig drøm om at opleve dette smukke land. Mine drømme er som det reneste brændstof, man kan tænke sig at hælde på en motor. Når krop og sjæl får tilført netop dét, som den kører bedst på, er der ingen grænser for hvor længe, det personlige maskineri kan køre.

Der er flere sejladsdrømme og visioner på tavlen i mit liv, men rejsen til Stillehavs øerne har været sin ”alene-tid” værdig, og vil stå for mig, som den indtil nu største drøm, jeg har udlevet. Med ALT indhold, stort og småt, udfordringer og sejre, over og under havets overflade, ombord og i land. Kort sagt : Alt hvad et rigtigt eventyr skal indeholde.

Til sidst en STOR TAK til alle, som på den ene eller anden måde har bidraget til, at det alt sammen lykkedes. I er ikke glemt, men gemt i mit hjerte.

Og til allersidst : Livet er den eneste gave vi aldrig har modtaget en faktura på. Så lev det, hver dag, hele livet.

Glade smil og smukke tanker, Søren.