Søren Dahl

At være langturssejler er en livsstil med et indhold som overskrider grænser, jeg ikke kendte til forinden, at jeg tog af sted på dette eventyr. Da jeg tog beslutningen om at leve et liv ombord på mit skib, havde jeg en ide om, hvordan det ville være. Kun tid og oplevelser kunne give svarene.

Skibet er indrettet til, at vi kan være 4 ombord. Vi har hver vores egen køje med plads til vores personlige grej. Derudover er der stuveplads til proviant, sejl, tovværk, dykkerudstyr og en masse andre ting, som er nødvendige i forskellige sammenhænge. Trods det, at livet ombord leves tæt som i en hule, formår vi at skabe en lille ”familie”. For hver 2,5 – 3 måneder udskiftes besætningen på 3 gaster. Eet hold afmønstrer og et andet hold påmønstrer. Skipper Søren er ombord hele tiden.

Hver gang er jeg i lufthavnen for at hente de nye gaster, som kommer hjemmefra med helt rene Tshirts og dagbøger med helt blanke sider. Rygsækken er også fyldt med forventninger, som overgår et barns første oplevelse at holde balancen på en 2 hjulet cykel. De stråler af begejstring endelig at kunne gå ombord efter at have ventet i mange måneder. En stemning af smil, latter og ægte eufori spreder sig hurtigt i kahytten. Der spørges om alt fra for til agter. Hvor meget strøm producerer solcellerne, hvordan fungerer watermakeren, har I fanget mange fisk, hvem har hundevagten og hvornår sejler vi?

Det summer af ny og sprudlende energi helt ind i den fjerneste krog af skibet. Skipper har prøvet det før, og har svar på det meste. Således tager et nyt togt sin begyndelse. En ny besætning går ombord med hver sin energi, og sammen smelter vi ind i en fælles synergi. Vi skal dele opgaver, oplevelser og udfordringer, som vi endnu ikke kender. Vi har udlagt en rute i søkortet, men forude ligger der en masse oplevelser, som blot venter på at blive samlet op, debatteret, filmet og nedfældet på de blanke sider i dagbøgerne.

De første dage går med tilvænning til et liv på ”gyngende grund” med 3,6m2 gulvareal i kahytten og 1,8m2 i cockpittet. De vuggende bevægelser er ganske behagelige, når man skal sove, men udfordrende når man laver mad, vasker op og sidder på toilettet. Kroppen vænner sig dog hurtigt til de nye omgivelser, og rutiner indtager pladsen, hvor der tidligere var tvivl og usikkerhed. Der planlægges og provianteres, og snart er vi af sted på den første sejlads, den første nattevagt og den nye ankerplads.

Stille og roligt indleves et sammenhold med 3 andre personer, der hver især efter bedste evne bidrager med god energi til fællesskabet i dette lille flydende samfund. Vi kendte ikke hinanden forinden, men som dagene går, kommer vi tæt ind på hinandens meninger, vaner, lugte, værdier, og alt det som ligger ind imellem. Vi inspirerer, provokerer, argumenterer. Vi deler økonomi. Vi bevæger os hen over hav, og fanger fisk til frokost. Vi spiser drømmekage i måneskin og falder i søvn på dækket. Vi lever et liv til søs. Vi lever et levende liv.

Dage bliver til uger, uger bliver til måneder, og før end vi aner, er det tid til afsked. Skippers største udfordring! Jeg har aldrig været en mester udi denne disciplin, men jeg øver mig for hver gang at blive en smule bedre. Når man rejser skal man hele tiden af sted. Hele tiden videre. Vi møder mange søde og fantastiske mennesker undervejs. Skaber nye kontakter og måske mødes vi igen.

Men livet ombord med 3 andre unikke mennesker for en periode, er noget ganske særligt for mig. Derfor er jeg udfordret hver gang, når de pakker rygsækken og hopper ind på kajen for sidste gang. Vi har været en del af hinandens liv for et stykke tid. En tid som har været valgt med omhu. Vi har overskredet grænser og delt sider af os selv, som vi ikke tidligere har turdet tænke på. Vi har været som brødre og betroet hinanden hemmeligheder, som kun de bedste venner deler.

Det er hamrende hårdt at skrive disse linjer, men jeg gør det med et åbent hjerte. Lige nu mærker jeg livet helt ind i mit inderste hjertekammer. Det er, som at have fået et lille nyt frø af en nær ven. Det bliver sået i lidt muld og nu skal det blot passes og plejes med lys, varme og kærlighed. Hvad mon der spirer frem? Hvad mon det udvikler sig til?

Pludselig bliver der stille ombord. Køjerne er tomme. Stuverummene er tømte for proviant og der dufter dejligt af rengjorte skuffer og nyvaskede lagner. Men det er ikke et tomt skib. Det er blevet fyldt med historie, som kun kan skrives af dem, som har været en del af den. Når jeg kigger rundt og ser tilbage på de mange oplevelser, vi har haft sammen, har jeg svært ved at kontrollere mit vemod. Tårerne får frit løb. Det er en blanding af afsavn og glæde på samme tid. Jeg er ked af, at I ikke længere er ombord, og i næste øjeblik beriget over, at I valgte at være en del af dette eventyr ombord på Taranga. I mit sind forvandles afsked til gensyn. Vi ses igen. Det er vores aftale. TAK for jeres tillid, tro og vilje til alt det, som vi har delt på denne rejse tværs over Atlanten og her i Caribien. Vi vil ikke være de samme personer herefter. Og husk: den første gang I krydser et ocean kommer aldrig igen.

Som afslutning på dette nyhedsbrev har jeg lyst at citere digteren Aage Berntsen.

”Hvor sært at vi mødte hinanden,
først kun i spøg og i leg,
vi var som to børn, der fulgtes                                                                                                                                                            et stykke ad samme vej.

Dit hjerte der elskede andre,
blomstrer du ene for mig,
og se – jeg er selv forandret,
jeg tænker jo kun på dig”

Gode tanker fra en bevæget skipper, Søren.