21 døgn i konstant bevægelse.

IMG_3348

21 døgn i konstant bevægelse.

Dette er et faktum efter at have krydset Atlanten ombord på Taranga fra De Canariske Øer i Europa til Trinidad i Caribien. En sørejse på ca. 3000 sømil, svarende til distancen fra Nordkap til Paris tur/retur. Sømil efter sømil, time efter time, og med udsigt til den uendelige horisont 360 grader rundt. Havets bølger påvirker skibets bevægelser 24 timer i døgnet, og vi kan blot følge med. Kroppen må hele tiden korrigere. “En hånd til skibet og een hånd til sig selv”, hvilket betyder, at vi bruger den ene hånd til skibets funktioner og den anden bruger vi som støtte, når vi bevæger os rundt. Skibet er i konstant bevægelse når vi spiser, sover, styrer, sidder på toilettet. Det er som at opholde sig i en vaskemaskine på et kurlørt program 24/7. Det kræver lidt tilvænning i starten, men på et tidspunkt bliver det rutine for kroppen at finde balancen.

Der er flittigt blevet tilberedt mad i det lille køkken. Ofte kræver det tålmodighed og kreativitet at styre grejerne,
så det hele ikke ryger på dørken (læs:gulvet). Gryderne er spændt fast på det kardanophængte komfur. Måltiderne får hurtigt et naturligt omdrejningspunkt i hverdagen. Frugt og grønt var friske i 1 uge, så herefter måtte vi dykke ned i stuverummene og finde dåsemaden frem. Heldigvis har vi haft held af friskfangede guldmakreller. Om natten landede flyvefisk på dækket, og de smager som sild, når de vendes i smør på panden. Vores “lokale bager” blev populær med sin egen opskrift på chokolade kage!

Vi har været Jonas, Tore, John og Søren. Et 4-kløver samarbejde i særklasse, som ikke kan læres ud fra en bog, men kun kan  praktiseres i virkeligheden. Det kræver fleksibilitet og tolerance at være sammen omkring sådan et projekt,
når pladsen er trang, og vi lever tæt i alle døgnets timer. Det kan føles at leve sit liv som en elastik, nogle gange må man give slip, mens andre gange skal man holde igen, for at elastikken ikke springer! Vi finder ind i en rytme hvor sejladsen er det primære således, at vi bevæger os i retning mod målet. Dernæst kommer mad, søvn, fiskeri og hygge i prioriterings rækkefølge. Hver især byder vi ind med vores kompetencer, som resulterer i en skøn harmoni af samhørighed og eksistens. Vi lever et liv ombord, som går dybt ind under huden, og som sætter spor i vores personlige livshistorie. For de 3 gaster er det den hidtil længste tur til søs, for skipper er det 5 gang på tværs af Atlanten.

Når sejlene er sat og kursen styres stabilt af vores bedste ven, Maui (læs:vindroret), så kræves der i realiteten kun at holde udkig efter andre fartøjer (vi så 4 ialt), samt et øje på at grejet fungerer optimalt. Watermakeren som omdanner saltvand til fersk drikkevand, krævede lidt kærlig justering i starten, men herefter har den fungeret perfekt. 6 dage før anduvning begyndte kordelerne på undervant (stålwirer som holder masten) at springe! Skipper måtte i masten 3 gange for at udføre nødreparation, og herefter måtte vi sejle med reduceret sejlareal for ikke at overbelaste riggen. Det barske havmiljø slider hårdt på grejet, specielt når det belastes til grænsen samt, at det arbejder døgnet rundt i 3 uger. Siden Chr Havn har Taranga udsejlet 6500 sømil. For nogle svarer dette til 10 år i danske farvande. Henimod slutningen af sejladsen havde en havfront hvirvlet store mængder af tang op til
overfladen, hvilket bevirkede, at det satte sig fast i vindroret. Dette gjorde at Maui kom på hårdt arbejde, som igen resulterede i, at 2 bøsninger raslede ud og forsvandt i havet. En situation som ikke kunne forudses på forhånd, men som blev løst med kreative løsninger fra skippers værktøjskasse, og stumper som han havde i kasserne i skabet.

Herude er vi i direkte kontakt med naturen. Vi er lige midt i den. Hele tiden. Vi fornemmer den med alle vores sanser. Om dagen ser vi ud over det bølgende hav med den blå himmel som tag, hvor skyerne danner fantasifulde formationer. Om natten er himlen ofte dækket af det smukkeste stjernetæppe, og den strålende fuldmåne oplyser havet, så vi stadig kan skimte havet bølgende overflade. I skibets kølvand kan vi om natten se morild. Det er fosfor forbindelser der lyser op som funklende krystaller. Solens varme øges i takt med sømilene i vestlig retning. Henimod slutningen er nattevagten kun iklædt shorts og redningsvest. Der er 30 grader i kahytten og om natten handler det om at falde i søvn inden kroppen bliver badet i sved. Men vi hyler ikke. Vi har selv valgt det, ingen har skubbet os herud. Mange udfordringer bliver usynlige når øjet smelter ved synet af en smuk solopgang og tilsvarende om aftenen når solen forsvinder i horisonten, og ofte danner de mest farverige skyformationer. Det er som om at dagen nul-stilles. Tavlen viskes ren, og der bliver plads til nye indtryk til dagbøgerne.

Der er god tid til tanker og filosofi. Tid til at tankerne kan få frit spil. Hvordan gik det til, at vi er her lige nu? Hvad kan vi bruge vores nye erfaringer til? Hvem mon vi møder på den anden side? Nogle tanker er dybt private, mens andre deles ombord. Vi finder sider af os selv, som vi ikke på forhånd vidste eksisterede i vores sind. Som at være
opdagelses rejsende i sit eget indre univers. Der tales om alt fra barn til voksen, om tillid og hensyn, krig og kærlighed, fornuft og vovemod. Kort sagt en skøn blanding af alt det, som livet indeholder, når man vælger oplevelser sammen med andre mennesker. Vi vil aldrig være de samme personer efter denne tur. Den har givet os minder for livet. Når vi står på landjorden på den anden side ser vi os selv i et nyt lys. Det er som at vågne op til en ny virkelighed. Nye muligheder og udfordringer venter forude. Det er kun os selv som sætter begrænsninger. Samtidig ser vi også værdien i at gøre ting sammen. Trods personlige forskelligheder undervejs er vi enige om een ting : “man bliver gode kammerater af 3 uger og 3000 sømil.

En bevæget og stolt skipper.
Søren Dahl.